Innleiing

Desse to visene er ein del av fleire viser som vart skrive av Augustinus Augustiniussen Flor (1719—1787), sonen til soknepresten i Rollag. Augustinus vart sjølv prest og reiste seinare til Sjælland kor han var prest frå 1763. Her følgjer to av dei, den fyrste skrive til bryllaupet mellom syster hans, Johanne Marie Wendelboe og Nils Kierbo, og den andre skrive til bryllaupet mellom syster hans, Karen Helene Wendelboe og holzförster ved sølvverket, Tor Knutsen Fekjan i 1743.

Æi morosam Gjæstebaas-Viise,

jæng mykjy veent, konja du bære qvæa ho mæ ei æja Melot.
Dæ lyt du læl fyst upsalvere, ho æ joold ti Tellemark-Maale, sea æ ho mykjy mæir Komplægtigar skrivi i hoop til Nommedals-Maale.

No æra me komin uti Iæestebaas-Bal,
Haar alle æ mykjy væl hallin,
Hær vankar dæ skaaler aa Skienk utaù Tal,
Som jera kan krusa ti Skallin.
No livi me so væl, E ville dæ so længje maatte hallas.

Æit lag som æ Komplægt aa ute paa jilt
Æ deten, haar Fanten aa Præsten
Mæ Skrivar aa Læsmand dæi sitja so snilt
Kring Boole, som Skoren paa Læsten.
No livi mæ so væl, E ville etc.

Hær sit Danne-Kaanur aa Fentur paa Ra,
Som ventar paa Fela skal laate,
Dæi sprækaste Fanten vil Kruk-Dans ha,
Dæ hjiolp inkie Sjulltun bli vaate.
No livi mæ so væl, E ville etc.

No villja me halle mæ Kjeringan Lag,
Mea Fantun aa Fentun se skrikkar,
Me væl nok æ bænka aa Skiænka i Dag.
Som dæ se te Iæstebaas skikkar.
No livi mæ so væl, E ville etc.

Speeleman du læikar, aa feela ho læt,
Lat høyre, haas Tromma kan skramle,
Mea gamle Kallen se dricke so mæt,
So Maale dæ tæk te aa famle.
No livi mæ so væl, E ville etc.

Svæll no inkje noko, so Futen bli vrei,
So Skrivar aa Læs man bli vonde,
Ælles bli dæ mæ kan æi ondele Ræi,
Dæi konja bra klenja æin Bonde.
No livi mæ so væl, E ville etc.

So lænje som Tonne æin Draapaa vil gje,
Før Sjænk æ dæ inkie aa bea,
Naar Øle æ uppe, so pakkar E me,
Aa mykjye Taksigels vil sea.
Hær livde me so væl, je snøgt æit anna Lag maalte spørjas.

Æit vælmeint Brure-Ønskie ytta taa æin rolling
 
Gud lat den giæve Man mæ si den onge Kaanaa
So længje leva væl, soem Jientun spine Spaanaa
So længje Fekjan stæn, aa Fisk ti Kiøni æ,
So længje, som ej Gjeit paa Tone ropar bæ,
So længje, som dæ flyt æin Timerstok ti Laugen,
So længje, som dæ flyt æin Kaal-Ve-Knup ve Haugen
Te N: N: Nils han bli ret lej taa Brennevine
Te Ivar Haugen bli ret mæt taa ævi Griine
 
So længje, som dæ æ ti Kiokiene Schius-Schiepar,
So længje store Folk ti Maten brukar Pepar,
So længje, som dæj her berømar Sali Knut
Aa sørja, for-en foor so brat taa Væle ut.
No du, som hocstal va aa so æi fager Jente,
Du hæna vil som Bruur mæ de te Moen hente,
So lat me siaa dæ du kan jera dæ so væl,
Dæ ho ska inkie, soem den fyste døi ihæl.

Kjelde: Tov Flatin, Gamalt frå Numedal, I, s. 5-6, 10-12.